Hvad søger du?

Hvem skal betale vejafgift?

1. januar 2025

Loven om vejafgift gælder fra den 1. januar 2025.

Lastbiler på 12 ton og derover

Lastbiler på 12 ton og derover skal betale vejafgift efter, hvor meget CO2 de udleder.

Det offentlige vejnet

Afgiften vil gælde for kørsel på størstedelen af statsvejnettet og dele af det kommunale vejnet i Danmark.

Skal jeg betale for min lastbil?

Du skal betale vejafgift fra den 1. januar 2025, hvis din lastbil vejer 12 ton eller derover og benyttes til godstransport.

Du kan se lastbilens teknisk tilladte totalvægt i Motorregistret (DMR) eller på registreringsattesten i feltet F.1.

Du kan også se i Motorregistret (DMR) under anvendelse, om din lastbil er registreret til godstransport, trækkraft for sættevogn eller særlig anvendelse, så du skal betale vejafgift.

Du kan se, om din lastbil står som fritaget for vejafgift under tilladelser i Motorregistret. Du skal som udgangspunkt betale vejafgift fra 2025, hvis du tidligere har betalt vejbenyttelsesafgift.

Søg om fritagelse

Hvis du mener, at din lastbil opfylder kriterierne for at være fritaget for vejafgift nedenfor, kan du udfylde og sende denne blanket. Derefter vil Motorstyrelsen vurdere, om din lastbil kan fritages fra vejafgift.

Har din lastbil tidligere været fritaget for vejbenyttelsesafgift, behøver du ikke at søge, for så er du fritaget.

Disse køretøjer kan fritages for vejafgift

Lastbiler med en teknisk tilladt totalvægt på 12 ton eller derover fritages for vejafgift, hvis de er oplistet som fritagne i vejafgiftsloven eller falder uden for lovens anvendelsesområde, fordi der ikke er tale om godstransport.

Bemærk at det ikke nødvendigvis er en økonomisk fordel at være fritaget for vejafgift, hvis du kører lidt eller hovedsageligt uden for det afgiftsbelagte vejnet. Du skal nemlig betale en højere vægtafgift for køretøjer, der ikke er omfattet af vejafgiftsloven.

Redningskøretøjer

Køretøjer indrettet til brandsluknings- og redningsopgaver, som kun anvendes til redningsopgaver. 

Hvis køretøjer anvendes til andre formål, for eksempel at transportere et køretøj fra pladeværksted til maler eller transport mellem værksted og bilforhandler, er det ikke en redningsopgave. Den brug vil være i strid med vilkårene for fritagelsen og kan give en bøde efter vejafgiftslovens §§ 16 og 17 og efter omstændighederne ophør af fritagelsen.

Bjærgningsbiler og fejeblade (også kaldet ladvogne), der ikke udelukkende bjærger ved uheld og nedbrud, men som også transporterer køretøjer fra et sted til et andet sted, er ikke fritaget for vejafgift.

Køretøjer der tilhører vejvæsnet

Vejvæsnet anses som en offentlig myndighed, som vedligeholder de danske veje. 

En virksomhed, som er 100 % ejet af en offentlig myndighed, der er en del af vejvæsnet, anses også som en del af vejvæsnet.

Hvis et køretøj ejes af en kommune, som har vejvæsnet integreret som en afdeling i forvaltningen, er det en konkret vurdering, om køretøjet efter dets organisatoriske tilknytning og faktiske anvendelse kan anses for ejet af vejvæsnet i den kommune.

Arbejdsredskaber og køretøjer indrettet som arbejdsplads

Køretøjer der har karakter af at være et arbejdsredskab og anvendes alene med det formål at være arbejdsredskab og ikke benyttes til godstransport, selvom de kan være registreret i Motorregisteret med en anvendelse, der kan indikere det. Det er en konkret vurdering, om dit køretøj anses som et arbejdsredskab, der ikke udfører godstransport.

Eksempler på køretøjer, der anses som arbejdsredskaber:

  • Slamsugere
  • Mobilkraner

Køretøjer indrettet som bibliotek eller tandklinik anses heller ikke som køretøjer, der anvendes til godstransport. Det samme gælder lastbiler, der kun bruges af køreskoler til skole- og øvelseskørsel og lastbiler registreret med et tivoli eller cirkus som ejer/bruger, som kun bruges til transport af virksomhedens materiel og ikke til godstransport.

Renovationskøretøjer til dagrenovation

Renovationslastbiler og komprimatorbiler, der er udstyret med renovationsaggregat, er specialindrettede køretøjer, der alene anvendes til at indsamle og komprimere affald.

Dagrenovation er affald fra den almindelige husholdning ved borgere og virksomheder. Det er madaffald, glas, flasker, pap, papir og almindeligt restaffald, som ikke kan sorteres i de nævnte kategorier. Storskrald, byggeaffald og andet affald er ikke omfattet af reglerne om sortering for private husstande.

Det er uden betydning, om bilen ejes af for eksempel en kommune eller privat virksomhed.

Slamsugere

Slamsugere er specielt indrettede køretøjer til at rense kloakker og afløbsrør og anvendes ikke til godstransport i vejafgiftslovens forstand, selvom de kan være registreret i Motorregistret med en anvendelse, der kan indikere det.

Veteranlastbiler

Veteranlastbiler kan fritages, hvis de ikke anvendes til godstransport.

Du kan søge om fritagelse, uanset om lastbilen er registreret første gang for 30 eller 35 år siden eller er registreret med tilladelsen veterankørsel.

Du skal ikke betale vejafgift, hvis godset udelukkende er en del af lastbilens udsmykning/tema.

Hvis godset er i lastbilen med det formål at transportere det fra sted A til sted B, er det godstransport, og der skal betales vejafgift for lastbilen.

Det er godstransport, hvis genstandene skal bruges til udstilling eller et andet formål ude på pladsen til for eksempel et træf. Det vil sige, hvis du transporterer en veterantraktor for at udstille den eller køre rundt i den til et træf, er der tale om godstransport. Det gælder uanset, om det transporterede køretøj udstilles på veteranlastbilen eller andetsteds.

Mener du, at din lastbil er forkert registreret?

Hvis du kan dokumentere, at oplysningerne i Motorregistret om din lastbil ikke stemmer overens med oplysningerne i registreringsattesten eller kundeoplysningsfilen, kan du tilmelde lastbilen til et registreringssyn.

Du skal medbringe kundeoplysningsfilen (CIF) eller CoC-dokument for din lastbil til synet.

Synsvirksomheden kan derefter opdatere Motorregistret med de korrekte oplysninger.

Har de opdaterede oplysninger betydning for indplacering i CO2-emissionsklasse, vil Motorregistrets indplacering afspejle oplysningerne fra registreringssynet.

Jeg kører med prøveskilt, skal jeg betale vejafgift?

Nej, du skal ikke betale vejafgift. Du må kun køre med prøveskilt, hvis du ikke transporterer gods.