Hvad søger du?

Om ordningen

Her kan du læse om ordningen, og hvem der står for den.

Grøn omstilling af den danske vejtransport

Regeringen ønsker at fremskynde udviklingen af grøn transport i Danmark frem mod 2030, hvilket også fremgår af regeringsgrundlaget fra december 2022.

Den grønne omstilling af den tunge vejtransport er et vigtigt og nødvendigt skridt på vejen til at realisere klimalovens mål om 70 procent drivhusgasreduktion i 2030 og regeringens mål om klimaneutralitet i 2045. En kilometerbaseret og CO2-differentieret vejafgift for visse lastbiler bidrager til denne omstilling. Det skønnes sammen med en ændring af de nationale regler for lastbilers vægt og dimensionering at mindske CO2-udledningen med cirka 0,3 mio. ton i 2025 og cirka 0,4 mio. ton i 2030.

Afgiften træder i kraft fra 1. januar 2025, hvor Danmark træder ud af samarbejdet om den eksisterende vejbenyttelsesafgift for lastbiler (Eurovignetten). 

Afgiften betyder, at de samfundsøkonomiske omkostninger, som lastbiltrafikken medfører i form af slid på infrastrukturen, ulykker, støj, luftforurening og bidrag til trængsel, bliver dækket i højere grad end i dag.

Skatteministeriets opgaver

  • Skatteministeriet har det overordnede ansvar for opkrævning af afgifter efter vejafgiftsloven.
  • Skattestyrelsen modtager de afgifter, som Sund og Bælt opkræver som vejafgiftsopkræver.
  • Motorstyrelsen giver adgang til data i køretøjsregistret (DMR) og det europæiske elektroniske system for informationsudveksling (EUCARIS) til brug for håndhævelse af vejafgiftsordningen.

Transportministeriets opgaver

  • Transportministeriet har det overordnede ansvar for implementering og drift.
  • Sund & Bælt opkræver vejafgift og fører kontrol med vejafgiften.
  • Vejdirektoratet behandler klager over vejafgiften.
  • Færdselsstyrelsen udsteder administrative bødeforelæg.
Language: Dansk

Language: Dansk